I dag tog vi af sted for at hike på en virkelig smuk rute. For at komme derhen, var vi atter nødt til at køre til Hana, denne gang af den meget snørklede vej, da der var vejarbejde på den anden rute. Undervejs blev vi tilbageholdt i 15-20 minutter fordi der havde været et jordskred, men Pernille og Christian nåede igennem før os, så de startede vandreturen 30-45 min før os. Pipiwai Trail er en af de mest velholdte vandreruter vi har været på, men det var lidt fugtigt, så der var glat hist og her. Man går ca. 3 km for at komme igennem bambusskoven og ind til vandfaldet, og så er man nødt til at gå tilbage af den samme rute som man er kommet ind, så vi mødte Pernille og Christian, da de var på vej ud og aftalte at møde med dem efterfølgende.

Det var virkeligt smukt, og en dejlig tur, men på vejen tilbage trådte Mia forkert og vred om på foden, så vi lynhurtigt konstaterede, at hun ikke kunne gå tilbage af den lidt bakkede rute. Pigerne blev bange fordi Mia jamrede sig af smerte og i løbet af meget kort tid, var vi omringet af 6-10 mennesker, der alle ville hjælpe. Et ungt par løb ned til besøgscenteret for at berette, at der var sket en ulykke og to midaldrende par meldte sig hurtigt med alle mulige former for assistance. Smertestillende piller, vand og frisk ananas. Den ene dame var sygeplejerske, så hun fik bundet foden ind med Oles bluse. De to mænd besluttede, at de på skift ville bære Mia tilbage til parkeringspladsen, hvor Ole også tog nogle af turene. Så af sted gik det på ryggen af disse to mænd, og på de stejle steder hang Mia mellem mændene og hoppede på det uskadte ben.

Pludselig kom en ung fyr på bare tæer med skikkelse som en tændstikmand og tilbød at bære Mia et stykke. Mia var helt overbevist om at han ville knække sammen, men han nærmest løb med Mia på ryggen over stok og sten, og fortalte at han var sømand og vant til at bære turister fra båden og over på land og sagde, at Mia var ret let at bære på.

Da vi næsten var nede ved parkeringspladsen, kom der er et hold skovfogeder, som guidede os igennem krat og bevoksning, og så blev Mia kørt af sted i bil for at blive tilset af nogle ambulancefolk, der ankom kort efter. Pernille og Christian var efterhånden ret bekymrede, så de var heldigvis ikke kørt videre. De havde set de to hikere som var løbet i forvejen ned til skovfogederne, og regnet ud det nok var os der var sket noget med da der var gået relativ lang tid siden de havde set os.

Vi blev henvist til en klinik i Hana, som vi kørte hen til. Her skulle Mia røntgenfotograferes og udfylde diverse formularer, så Pernille og Christian tog pigerne med og kørte af sted, da vi ikke vidste hvor lang tid, det ville komme til at tage.

Da vi langt om længe var færdige på klinikken, kørte vi den 2,5 time lange snoede køretur hjem, hvor vi blev mødt med kylling og salat, så det var en god afslutning på en lidt dårlig dag.